AARHUS
GYMNASIUM

Biotek

Bioteknologi A | Matematik A - HTX

På Biotek får du en plads forrest i udviklingen: Bioteknologi er et relativt nyt forskningsområde, hvor der hele tiden sker nye opdagelser. Her lærer du om, de banebrydende muligheder bioteknologi skaber – og hvordan det udfordrer vores forståelse af os selv og andre levende organismer.

Sådan samarbejder studieretningsfagene

I bioteknologi lærer du om det levende, og hvordan biologiske systemer kan anvendes inden for produktion, bearbejdning af fødevarer, genteknologi, naturbevarelse og sygdomsbekæmpelse. I matematik får du en forståelse for matematisk tankegang og logik. Du lærer at analysere konkrete og problemstillinger og finde de bedste løsninger til dem.

Når fagene bruges sammen, bliver det fx muligt at udvikle nye teknologier eller opstille modeller, der beskriver, hvordan en epidemi udvikler sig, hvordan bakterier vokser, og hvordan hjerte-lungesystemet tilpasser sig til fysisk aktivitet. Matematikken er et uundværligt værktøj, når man skal undersøge mennesket i samspil med dets miljø.

Sådan foregår undervisningen

Du kommer blandt andet til at arbejde med mikroorganismer og enzymer til fremstillingen af mad og medicin. Vi ser nærmere på menneskets fysiologi, fx hvordan der sendes signaler i nervesystemet, og hvordan muskler udvikler kraft. Og så får du hands-on erfaring med moderne genteknologier og indsigt i, hvordan de bruges til behandling af genetiske sygdomme, undersøgelser af biodiversiteten og meget andet. Brugen af teknologierne rejser imidlertid en masse etiske spørgsmål, som vi er nødt til at diskutere.

Undervisningen foregår i klasselokalet, i laboratoriet og udendørs. Vi tager også på tur; vi besøger virksomheder og uddannelsesinstitutioner, hvor bioteknologi er i fokus, og deltager i foredrag med fokus på bioteknologi og matematik.

Har du konkurrence-gen, vil du også finde dig godt tilpas hér. Vi giver dig mulighed for at stille op til flere landsdækkende konkurrencer som fx Drughunters, DM i Science og Georg Mohr matematik-konkurrencen.

Her kan du tage denne studieretning