Fortællingens kunst
Vælger du denne studieretning, bliver du fortrolig med et af de mest anvendte og magtfulde værktøjer gennem verdenshistorien: fortællingen. Du lærer, hvordan historierne vi fortæller, og måderne de fortælles på, former os på godt og ondt – som individer og som samfund.
I kommunikation og IT får du forståelse for, hvordan man med sproglige virkemidler og teknologiske værktøjer kan påvirke menneskers holdninger og handlinger. I samfundsfag lærer du om politiske ideologier og styreformer, meningsdannelse og medier samt det, der skaber - og udhuler - samfundsøkonomien. Vi bruger aktuelle begivenheder i undervisningen.
Når fagene arbejder tværfagligt sammen, får du øjnene op for, hvordan menneskers værdier og adfærd påvirkes mere af fortællinger end faktabaserede argumenter. Du forstår, hvordan historiefortælling kan bruges til at uddanne, inspirere, overbevise og manipulere befolkninger. Og det vil stå klart for dig, hvordan den teknologiske udvikling skaber og spreder medrivende historier, der kan forstærke den samling – eller splid – der opstår mellem mennesker.
Du skal arbejde med fortællingens kunst på mange forskellige måder. Vi ser film og taler fx om filmiske virkemidler, og hvordan amerikansk kultur udstilles og udbredes gennem Hollywood. Du får indblik i alle aspekter af filmproduktion fra produktion, distribution og markedsføring af det færdige produkt. Du skal eksperimentere med videomediet på tværs af genrer og platforme, fx kampagnefilm, kortfilm, nyhedsindslag, SoMe og tv-serier. Du får et skarpt blik for storytelling, og du bliver fortrolig med at bruge professionelt udstyr til optagelse og redigering.
Du kommer til at få undervisning i klasselokalet og i vores mediefagsrum. Vi tager desuden på ture og besøger nogle af de virksomheder og andre partnere i mediebranchen, som vi samarbejder med for at gøre undervisningen virkelighedsnær.
Vi afholder filmfestival, hvor resten af skolen får mulighed for at se vores produktioner på studieretningen.
Hvad kan jeg blive?
Denne studieretning er for dig, hvis du ser dig selv i mediebranchen, måske som journalist, tv-tilrettelægger eller fotograf. Den giver desuden adgang til en lang række samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, såsom medievidenskab, statskundskab, kommunikation, informationsstudier eller uddannelsesvidenskab.
Se, hvilke videregående uddannelser, du får adgang til på adgangskortet.dk - husk at tilføje de valgfag, du vil have.
Skræddersy din faglige profil
De elever, som vælger denne studieretning, vil ofte finde mening i valgfag som engelsk, mediefag, erhvervsøkonomi eller psykologi.
Se den fulde liste over valgfag og vælg dem, som giver dig din ønskede profil!
Her kan du tage denne studieretning
Vejledning
STX, HTX, HF, EUX eller IB? Har du også svært ved at vælge studie? Bare rolig, vores vejledere skal nok hjælpe dig.
Ansøg om optagelse
Kom, og vær med!
Bliv en del af AARHUS GYMNASIUM-familien. Ansøg om optagelse nu.